Kontakt os







 

Regionale tv-kanaler under et navn hos YouSee
Fredag 30. oktober 2009
Af Karsten Jensen
 
Mange tv-seere kan få svært ved at finde frem til landets nye digitale kanal for lokal-tv, når kanalen går i luften på søndag.
"Kanalen har fået forskellige navne rundt om i landet og markedsføres ofte med de enkelte programindslags titler. Forvirringen ville have været mindre, hvis kanalen havde haft samme navn over hele landet," siger vicedirektør Ulf Lund, YouSee.

Den nye kanal kommer i otte forskellige regionale udgaver svarende til de otte TV 2-regioner. Men faktisk er en fjerdel af sendetiden afsat til landsdækkende tv, idet der hver dag er tre timers tegnsprogs-tv og tre timers lokal-tv fælles for hele landet. Resten af sendetiden bliver fyldt op af de 220 forskellige lokalstationer, heriblandt også de otte TV 2-regioner, som sender en time mellem kl. 20 og 21 hver aften.

I nogle regioner har kanalen fået navn efter TV2-regionen, mens den f.eks. i København hedder Kanal Hovedstaden. Dertil kommer, at de enkelte lokalstationer ofte vælger at markedsføre den nye kanal under navnet på deres eget programindslag.

"Der skal en stor indsats til at lære seerne en ny tv-kanal at kende, og i en sådan situation er et fælles navn en klar fordel. I mangel af bedre har vi valgt at døbe kanalen 'Regionalt lokal tv' i vores kanaloversigter, for det er præcist, hvad den indeholder," siger Ulf Lund.

De nye kanaler er et resultat af det medieforlig, der ligger bag lukningen af det analoge sendenet den 31. oktober. Digitaliseringen af sendenettet skaber plads til langt flere æterbårne kanaler, og et af ønskerne med forliget var netop at skabe mere plads til lokal-tv ved at lade dem sende digitalt.

I alt går fem nye danske, digitale tv-kanaler i luften på søndag. YouSee distribuerer alle kanaler digitalt, men har valgt også at distribuere to af dem, DR K og DR Ramasjang, analogt.

Læs også serien 'Region Hovedstaden: Lokal-tv bliver en rodebunke, 1., 2. og 3. del'.

http://www.tvnyt.com/artikel/default.asp?id=17996
http://www.tvnyt.com/artikel/default.asp?id=18006
http://www.tvnyt.com/artikel/default.asp?id=18012


Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002