Kontakt os







 

Musikdokumentar og net-site fra DR får en Prix Italia
Mandag 28. september 2009
Af Karsten Jensen
 
DR tog godt fra, da de prestigefyldte Prix Italia-priser lørdag blev uddelt i Torino. I konkurrence med produktioner fra 86 radio- og tv-stationer i 45 lande kan DR-medarbejdere nu både rejse hjem med en Prix Italia for ”bedste kunst- og kulturprogram på tv” og en Prix Italia for ”bedste public service-site på nettet”.
Prix Italia er Europas ældste og en af de mest anerkendte internationale radio-tv-konkurrencer overhovedet. Priserne er blevet uddelt siden 1948, og de bliver ofte betragtet som en pendant til filmverdenens ”palmer”.

DR modtog Prix Italia’en for ’bedste kunst- og kulturprogram på tv’ for musikdokumentaren ’Adam Fischer og musikken’, der blev sendt på DR2 den 30. august i år.

Dokumentaren tegner et portræt af DR Underholdningsorkestrets dirigent gennem mere end 10 år, ungarskfødte Adam Fischer, og en række af optagelserne er foretaget i Koncerthuset i DR Byen. Programmet er lavet af filminstruktøren Benjamin Hesselholdt og af DR Underholdningsorkestrets producer Karl Bjerre Skibsted, og det giver blandt andet et indblik i Adam Fischers virke som dirigent og hans arbejde med DR Underholdningsorkestret. For eksempel under arbejdet med at indspille Mozarts Symfoni nr. 25.

For tredje gang siden 2004 blev et site på DRs hjemmeside, dr.dk, også hædret med en Prix Italia. Demokratiboosteren, der er et site under DRs ungdomscommunity, Skum, modtog den fornemme pris for - ifølge juryen - at være ’Bedste public service-site’. Meningen med sitet, der kan ses på www.dr.dk/booster, er, at det skal inspirere unge i Danmark til at bruge deres stemme og engagere sig i samfundet og demokratiet. Det er Rune Geertsen fra Ungdomsredaktionen i DR, der har været redaktør på sitet, mens Nikolai Lang var projektleder.

Demokratiboosteren er blevet til i et samarbejde mellem DR, Københavns Kommune og sekretariatet for Kvinders Valgret, der bliver huset af Golden Days, og det blev lanceret i forbindelse med fejringen af 100-året for kvinders valgret i Danmark tidligere i år. På sitet bliver DRs brugere præsenteret for 14 cases - alle sammen unge, der på vidt forskellige måde har gjort en forskel og har benyttet sig af de muligheder, demokratiet tilbyder.

DRs mediedirektør Lars Grarup er stolt over, at DR igen gør sig bemærket i international sammenhæng - og så endda med to gange Prix Italia.

”Det er utroligt flot, at vi kan vinde i kategorien for programmer om kunst og kultur, hvor vi er i konkurrence med store produktioner fra for eksempel BBC, ZDF og Arte,” siger han og tilføjer, at Adam Fischer-portrættet blev vist som en del af DRs udvidede dækning af den klassiske musik på tv.

Og om prisen til Demokratiboosteren siger Lars Grarup:
”Hele vores formål med sitet har været at vise, at der er mange måder at involvere sig i politik og demokrati på, og at det sagtens kan lade sig gøre at finde sin helt egen måde at gøre det på. Det er en vigtig public service-opgave for DR, og jeg er virkelig glad for, at Prix Italia-juryen også synes det. Ligesom jeg synes, det er meget fornemt, at en webproduktion på dr.dk nu for tredje gang på seks år har fået prisen,” siger han.

I anledningen af hæderen ved Prix Italia genudsender DR2 programmet ’Adam Fischer og musikken’ på tirsdag den 29. september klokken 23.00, og udsendelsen er for øvrigt også ude som dvd-bonusmateriale i DRs cd-udgivelse 'W. A. Mozart, Symfonierne 15-25' med Adam Fischer og DR Underholdningsorkestret. Uddrag af udsendelsen kan lige nu ses på dr.dk/uo.

Allerede inden DR nu har modtaget prisen, har DR Internationalt Salg planlagt, at man vil forsøge at sælge musikdokumentaren til udlandet, og DR har ’Adam Fischer og musikken’ med i salgstasken på den internationale tv-salgsmesse Mipcom 09 i Cannes i begyndelsen af oktober.


FAKTABOKS:

Priser til DR ved Prix Italia de seneste fem år

2004: Prix Italia for ’Bedste tv-dokumentar’ til ’Den dyre støtte’ af Poul Erik Heilbuth og Morten Krüger
2004: Prix Italia for ’Bedste webproduktion’ til DRs ungdomscommunity ’Hundeparken’ - udviklet af Christian Badse, Jeppe Sloth Olsen og Anders Arhøj.
2005: Prix Italia for ’Bedste webproduktion’ til DRs særlige fejring af H. C. Andersens 200-års fødselsdag på dr.dk/hca - ved Mikael Colville-Andersen, Ingrid Bugge og Birgitte Bollerup
2005: Prix Italia for ’Bedste samfundsaktuelle radiodokumentar’ til ’Den lille pige med tørklædet’ - af Kirsten Laumann og Ulla Kristensen
2007: Prix Italia for ’Bedste radiodokumentar’ til ’Bomben i Bagdad’ - af Torben Paaske og Ulla Kristensen.
2007: Prix Italia for ’Bedste tv-dokumentar’ til ’Når tilbud dræber’ - af Tom Heinemann
2009: Prix Italia for ’Bedste kunst- og kulturprogram’ til ’Adam Fischer og musikken’ - af Benjamin Hesselholdt og Karl Bjerre Skibsted
2009: Prix Italia for ’Bedste public service-site’ til Demokratiboosteren på dr.dk/booster - af Rune Geertsen og Nikolai Lang.




Nu kan du prøve den eksklusive ansigtscreme Caviar Exclusive Skin gratis*! Klik her!



Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002