Kontakt os







 

Krimisommer med seersucces på Charlie
Torsdag 30. juli 2009
Af Karsten Jensen
 
'En sag for Frost' har gjort TV 2 Charlie til sommerens tredjemest sete tv-kanal blandt danskerne på 50 år og derover.
TV 2 Charlie har oplevet en seerfremgang i juni-juli 2009, hvor kanalen har budt på "krimisommer" med 'En sag for Frost', 'New York Blues' og nye afsnit af den britiske serie "Lov og uorden".

Succesen har været så stor, at TV 2 Charlie i kanalens kernemålgruppe - danskere på 50 år og derover - i denne sommer indtil videre er Danmarks tredjestørste kanal kun overgået af TV 2 og DR1.

Det sker ellers uhyre sjældent og kun på særlige enkeltdage, at TV 2 Charlie er mere set end DR2, fordi DR2 også har en ældre seerskare, og fordi DR2 kan ses af langt flere danskere (knap 90 procent af seerne) end TV 2 Charlie (cirka 65 procent).

TV 2 Charlie har i juni-juli stået for 6,3 procent af tv-seningen blandt seerne over 50 år, mens DR2 har haft en seerandel 5,9 procent. For TV 2 Charlie er der tale om en fremgang på mere end 30 procent i forhold til juni-juli 2008, hvor TV 2 Charlie ellers også havde en seermæssigt god periode.

'En sag for Frost' i toppen af hitliste blandt satellitkanaler
TV 2 Charlies høje seertal til 'En sag for Frost' dokumenteres af, at TV 2 Charlie er helt dominerende, når det gælder sommerens mest sete programmer på alle kanaler, som alene udsendes via satellit, kabel-tv o.l. (f.eks. TV 2 Zulu, TV3, TV3+, TV 2 FILM, Kanal 4, Kanal 5, TV 2 SPORT, TV 2 NEWS m.fl.).

På en top 20 (alle seere på tre år og derover) blandt de små kanaler i juli 2009 står der TV 2 Charlie og 'En sag for Frost' på 14 af de 20 hitlistens pladser.

Mandag-onsdag (27.-29. juli) har TV 2 Charlie sendt de tre sidste afsnit af 'En sag for Frost'. Målt blandt alle seere blev de tre afsnit set af henholdsvis 214.000, 221.000 og 221.000 seere, og de tre udsendelser har nu placeringerne nummer 6-8 på listen over TV 2 Charlies mest sete programmer i kanalens knap fem år lange levetid.

Disse tre episoder af 'En sag for Frost' er samtidig de mest sete programmer nogensinde på TV 2 Charlie blandt seere over 50 år.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002