Kontakt os







 

TV Syd fik overskud på 2,5 mio. kr.
Fredag 27. marts 2009
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Et overskud på 2,5 millioner kroner og stigende seertal var de konkrete resultater, da TV Syd A/S i går torsdag holdt generalforsamling i Kolding.
Formanden for TV Syd A/S, Ingrid Sand Simonsen, glædede sig i sin beretning over, at TV Syd har oplevet en markant tilgang af seere til den regionale tv-stations hovedudsendelse kl. 19.30, der i 2008 i gennemsnit blev set af 118.000 personer. De gode seer-tal betyder, at TV Syd rykker en plads op på de regionale TV 2-stationers rangliste over de mest sete stationer.

Det økonomiske resultat for 2008 blev helt præcist 2.547.235 kr., hvilket i den skriftlige beretning betegnedes som tilfredsstillende.

På grund af TV 2 Danmarks dårlige økonomi er salget af TV Syd-indslag til landsprogrammet faldet drastisk i 2008, hvilket får TV Syds adm. direktør Hans Egon Lorenzen til at advare mod en mindre alsidig nyhedsdækning:

"På grund af besparelser kører TV 2 Danmark i stadigt stigende omfang ind i TV Syds sendeområde for at lave nyheder, de bliver opmærksom på via TV Syds redaktion. I situationen har vi forståelse for TV 2s problemer, men det er svært at se det økonomisk fornuftige i at køre til Kruså, for at stå ved siden af et TV Syd-hold og lave samme historie i stedet for at bruge kræfterne på egne historier. På sigt truer det en alsidig og nuanceret nyhedsdækning på landsplan," siger Hans Egon Lorenzen.

TV Syd, der dækker det sydlige Jylland fra Ejer Bavnehøj i nord til Ejderen i syd, har haft fremgang til alle stationens udsendelser, som i 2008 hver dag tiltrak 325.000 seere over 12 år. Det er en samlet fremgang på 25.000 daglige seere. 19.30-udsendelsen tegner sig for den største seerfremgang og det betyder, at TV Syd nu er den femte mest sete regionale station.

TV Syd er den ældste af de otte regionale stationer i TV 2-systemet og markerede i oktober sit 25 års jubilæum.


Funktioner

Printervenlig version









  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002