Tirsdag den 6. januar lukkes kanalerne Viasat Sport 2 & Viasat Sport 3. På den svenske Viasat-platform er kanalerne allerede blevet relanceret som Viasat Fotboll og Viasat Motor, men det ser foreløbig ikke ud til at skulle ske i Danmark.
Dermed er de danske seere med Viasat-abonnement nu henvist til at nøjes med de sportsbegivenheder, der udvælges til at blive vist på TV 2 Sport.
Især for fodboldfans bliver det skrabede tider, da TV 2 Sport ikke har plads til at transmittere nær så mange kampe fra alle de fodboldligaer, som Viasat har rettighederne til. Ligeledes udgår de fleste programmer fra de engelske fodboldklub-kanaler Chelsea TV og MUTV.
Prisen for Viasats sportspakke - nu kun med TV 2 Sport og ekstra Champions League-fodboldkampe - forbliver dog den samme som hidtil, og kanalen Viasat Golf vil stadig skulle bestilles særskilt. |