Kontakt os







 

TV 2-ansatte dømt i våbensag
Onsdag 27. august 2008
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Tre ansatte fra TV 2 blev i dag straffet med bøder, fordi de overtrådte våbenloven i forbindelse med deres arbejde. Københavns Byret fastsatte straffen til 10.000 kroner pr. person. Samtidig skal de tre betale sagens omkostninger. "Retten har ganske enkelt ikke forstået problemstillingen", siger TV 2's nyhedschef Michael Dyrby. Han er bekymret over, at anklagemyndigheden i stigende grad er begyndt at gå efter budbringerne frem for de virkelige kriminelle.
I et nyhedsindslag på TV 2 ville journalisterne demonstrere, hvor let det er at anskaffe sig ammunition og våben uden de nødvendige tilladelser – og overtrådte selv loven. De tiltalte forklarede i retten, at lovovertrædelsen var nødvendig for at påvise problemet.

"Denne nyhedshistorie om, at det er muligt for enhver at købe en riffel via Den Blå Avis og derefter købe patroner på det bare ansigt, er en væsentlig historie med samfundsmæssig betydning. Med det store antal skydevåben, der er i omløb, er det væsentligt at fokusere på, hvordan disse våben fremskaffes", siger Michael Dyrby.

I afgørelsen fra Københavns Byret lægges der bl.a. vægt på, at TV 2 har opbevaret våben på en uforsvarlig måde.

"Der er 265.000 registrerede våben i Danmark, og ingen kender antallet af uregistrerede våben. At et våben gemt én nat i en pengeboks på TV 2, hvor der ydermere sidder en vagt i receptionen, skulle udgøre en særlig fare, er helt ubegribeligt for mig," fastslår Michael Dyrby.

Mikkel Hertz er en af de dømte. Han var nyhedsredaktør på TV 2 Nyhederne tilbage i juni 2006, da han gav en journalist og en fotograf grønt lys til at indkøbe de ulovlige effekter. Han siger i dag til Journalisten.dk:

"Det er dybt betænkeligt. Vi har jo bare passet vores arbejde og dokumenteret, hvor foruroligende let det var at anskaffe sig våben uden de nødvendige papirer. Jeg kan ikke se, at vi kunne have dokumenteret det på anden måde."

Mikkel Hertz håber nu, at TV 2's jurister vil anke sagen til landsretten.

Ikke kun TV 2 er rystet over dagens dom. Formand for Dansk Journalistforbund (DJ), Mogens Blicher Bjerregård, finder også dommen stærkt betænkelig.

"Nu ser vi endnu en helt uforståelig dom, der går imod den frie presse. Journalisterne har i offentlighedens interesse vist, at det kan være let at købe våben uden tilladelse, og det er helt urimeligt, at de skal straffes for det", siger journalistformanden.

DJ frygter at dommen over de tre medarbejdere fra TV 2 kan få konsekvenser for den undersøgende journalistik i fremtiden.

DJ overvejer at støtte de tre journalister, hvis sagen går videre til Landsretten.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002