Kontakt os







 

DR2 har rejsefeber i sommervarmen
Fredag 27. juni 2008
Af Karsten Jensen
 
Sommeren på DR2 byder på tv, der sender tankerne på flugt. Igennem syv uger kan man blandt andet møde adrenalinjagende vovehalse, flippede rygsækrejsende, en sejlivet norsk sejler og en 75-årig tysker, der bliver kørt over af tusindvis af biler hver dag.
Hæsblæsende jagt på det store sus, monumental skønhed og oplevelser, der ændrer livet for altid. Det er det, der venter seerne i det syv uger lange DR2 Sommertema 'Rejsefeber'. I et væld af dokumentarer og film pirres udlængslen, og der bliver flirtet kraftigt med livet på kanten af verden.

DR2 Sommertema 'Rejsefeber' byder på en lang række fascinerende temaaftener med rejser og oplevelser som omdrejningspunkt. Følg blandt andet med ned langs Europas centralnervesystem - Tysklands 12.000 kilometer Autobahn. Oplev hvordan den blev til og mød de mennesker, der i dag lever på og ved det gigantiske tyske bygningsværk, Autobahn.

Og tag med til Østen i en temaaften, der undersøger unge vesterlændinges fascination af Østen i 60'erne og 70'erne. I den danske dokumentar 'Itsi-Bitsi' fra 2007 fortæller Ib Michael, Troels Kløvedal, Stig Møller og Lama Ole og Hannah Nydahl om at rejse ud for at rejse ind, om bevidsthedsudvidende oplevelser med eksotiske religioner og stoffer, om troen på at lykken lå og ventede derude, og om at vende hjem til en kold tyrker.

DR2 Sommertema 'Rejsefeber' byder også på et møde med mennesker, der ikke kan få nok af det store sus. I temaaftenen 'Adrenalinjægerne' følger man nogle af den stadigt voksende gruppe danskere, der ikke bruger ferien på at dase, men i stedet drager på ekstremferie. Spørgsmålet er, hvad der gør, at helt gennemsnitlige mønsterborgere kaster sig ud i at dykke efter hajer eller at krydse indlandsisen på ski? Og vigtigere endnu: Er de parate til at betale den højeste pris for deres eventyrlyst?


Film og dokumentarer med mange stempler i passet

I løbet af de syv ugers DR2 Sommertema sendes også en række film, som har rejselysten til fælles. Se blandt andet Robert Downey Jr. og Marisa Tomei på romantisk rundtur i Italien i komedien 'Only you - den eneste ene', Jack Nicholsons gennembrud den klassiske road-movie 'Easy Rider', 'Manden der ville være konge' med Sean Connery og Michael Caine på opdagelsesrejse i 1800-tallets Afghanistan, 'Lord Jim', med Peter O'Toole på rejse i Malayas jungle samt den helt anderledes 'Klædt af til skindet', hvor Burt Lancaster rejser rundt i de rige forstæders svømmepøler.

Endelig byder sommeren også på en række dokumentarer og dokumentarserier, som beskriver livet på den anden side af ligusterhækken. Se blandt andet programserien 'Medicine men go wild', der følger to lægeuddannede tvillingebrødre, der rejser ud og forsøger sig som medicinmænd i et lille, afsondret stammesamfund, eller dokumentarserien 'Kvinder møder kvinder' (Tribal Wives), om karrierekvinder, der drager ud i junglen blandt primitive indianerstammer for at finde de sande værdier.


DR2 Sommertema: Rejsefeber

Dokumentarer:

'Kvinder på vilde eventyr', tirsdage kl. 20.30 fra 8. juli til 19. august
'Medicine men go wild', tirsdage kl. 21.20 fra 8. juli til 5. august
'Bersærk ved Sydpolen', tirsdag 12. august kl. 21.20
'Den grusomste rejse', tirsdag 19. august kl. 21.20
'Russia', mandage kl. 21.40 fra 14. juli til 11. august
'Ferie i farezonen', torsdag 10. juli, fredag 11. juli, mandag 14. juli og tirsdag 15. juli - alle dage kl. 19.10
'På sporet af østen' alle hverdage kl. 19.10 fra mandag 7. juli til og med onsdag 23. juli
'Stenbukkens vendekreds' torsdag 24. juli, fredag 25. juli, mandag 28. juli og tirsdag 29. juli - alle dage kl. 19.10
'Rundt om ækvator' onsdag 30. juli, torsdag 31. juli og fredag 1. august - alle dage kl. 19.10
'Amerika var her' mandag 4. august, tirsdag 5. august, onsdag 6. august og torsdag 7. august - alle dage kl. 19.10

Film:

'Only you - den eneste ene' onsdag 9. juli kl. 20.00
'Easy Rider' fredag 11. juli kl. 23.25
'Five easy pieces' lørdag 12. juli kl. 22.50
'Lord Jim' fredag 18. juli kl. 23.20
'Klædt af til skindet' lørdag 19. juli kl. 22.50
'Manden der ville være konge' fredag 25. juli kl. 23.20
'Profession: Reporter' lørdag 26. juli kl. 22.50

DR2 Tema:

'Rejsefeber' alle tirsdage kl. 20.30 fra 8. juli til og med 19. august (undtagen tirsdag 29. juli)
'Solformørkelser' tirsdag 29. juli kl. 20.30
'Heyerdahl - fra Kon-Tiki til Tangaroa' lørdag 12. juli kl. 20.00
'Autobahn' lørdag 19. juli kl. 20.00
'Når østen drager' lørdag 26. juli kl. 20.00
'Adrenalinjægerne' lørdag 2. august kl. 20.00
'Tranquebar' lørdag 16. august kl. 20.00



Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002