Kontakt os






 

DR sælger ud for sidste gang
Tirsdag 27. maj 2008
Af Karsten Jensen
 
Var det noget at købe en jakke, som Keld Heick engang har haft på, da han var vært i ’Musikbutikken’ på DR1? Eller foretrækker du måske snarere jakken, som Hans Otto Bisgaard bar, dengang han jævnligt ”dannede par” med ridelærer Erna Iversen på skærmen?
Begge jakker - og mange andre - bliver sat til salg, når DR søndag den 8. juni mellem klokken 10 og 16 for fjerde og sidste gang sælger ud af de ting og overskydende effekter, som ikke har fået lov til at tage turen med fra TV-Byen og Radiohuset til den nye DR Byen i Ørestad.

I dag er det kun en del af DR Fiktion, der fortsat har til huse i TV-Byen, ligesom DR også et halvt år endnu holder koncerter i Radiohusets Koncertsal, der dog i efteråret bliver omdøbt til Musikkonservatoriets Koncertsal.

Markedet den 8. juni bliver holdt i TV-Byen, Mørkhøjvej 500 i Søborg, og denne gang er der virkelig tale om et restmarked med lidt af hvert, forklarer formanden for DR Seniorklub, Bent Erik Hansen.

”DRs rekvisitafdeling var en af de sidste, der flyttede fra TV-Byen, og det er mange af deres og af kostumeafdelingens ting, som er til salg denne gang,” forklarer han.

På markedet vil det blandt andet være muligt at købe kontorinventar, kostumer, masser af habitter, striktrøjer, gamle uniformer, bøjler, rekvisitter, lamper og loppeting, hvorimod der kun i begrænset omfang vil være teknik til salg.

Det er med at have kontanter eller checkhæftet med, for der bliver ikke mulighed for at handle med dankort eller andre kreditkort en sidste gang i TV-Byen. Skulle man derimod få købt så meget, at der er behov for at få kørt tingene bort, vil det være muligt at rekvirere transport på stedet.

DR har tidligere holdt tre markeder med lopper fra DR's hidtidige hovedsæder, og til sammen er de blevet besøgt af omkring 25.000 gæster.

Denne gang er det DR Seniorklub og foreningen DR Museum, der står for alt det praktiske omkring arrangementet, og det er også dem, som et eventuelt overskud går til.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002