Kontakt os







 

Ekstra Bladets Victor-pris går til Miki Mistrati
Fredag 28. marts 2008
Af Karsten Jensen
 
Årets Victor-pris går til journalist Miki Mistrati for dokumentarudsendelsen ’Opera - døden i kulissen’. Med skjult kamera afslørede Mistrati, hvordan granitten til AP Møllers Operahuset blev brudt under livsfarlige forhold i Kina.

Dokumentaren var oprindelig planlagt til at blive vist på TV 2, der i sidste øjeblik fravalgte dokumentaren. I stedet blev den vist på Ekstra Bladets hjemmeside.

Hvert år uddeler Ekstra Bladet Victorprisen. Prisen er stiftet for at hædre Victor Andreasen, der skabte det moderne Ekstra Bladet og har givet navn til denne pris - og for at styrke aktiv og afslørende journalistik. Priskomiteen består af Ekstra Bladets chefredaktion samt formanden for Ekstra Bladets medarbejderforening.

Prisen består af 10.000 kr., en brosten samt et weekendophold i Silkeborg - Victor Andreasens fødeby.

”At filme med skjult kamera i Kina er ikke uden personlig risko. Det kræver vilje og et professionelt mod helt ud over det sædvanlige. Det har Miki Mistrati. Derfor laver han banebrydende journalistik. Og derfor får han Victor prisen,” lyder det i begrundelsen fra prismkomiteen.

Miki Mistrati er medejer af og tilrettelægger i Bastard Film og har tidligere bl.a. vundet Cavling-prisen i 2004 samt Årets TV-Aktualitetspris for afsløringerne i Dan Lynge-sagen 2002. Han har produceret programmer til TV 2’s ’Dags Dato’, ’Magasinet Søndag’ og DR2-’Dokumentaren’. Senest har han været nomineret til Årets dokumentarprogram for udsendelsen ’Er du åndssvag’ (TV 2) samt modtaget Forældreprisen for arbejdet med dokumentaren ’Er du Åndssvag’ på Strandvænget i Nyborg.

Miki Mistratis afsløring af opera-granittens oprindelse trak en stribe andre sager med sig. Adskillige kommuner viste sig at have købt den samme billige granit til byens nye gågade eller kulturhus, som f.eks. Skive, Ribe, Odense, Frederikshavn, Fredericia m.fl. Sagen satte et tiltrængt fokus på bygherrernes ansvar for at materialerne bearbejdes forsvarligt, også selvom prisen er lav, og arbejdet foregår i den 3.verden.

Midt i en Muhammed-tid får Miki Mistrati også Victor prisen som et symbol på, at ytringsfrihed er langt mere end blot retten til at tegne en profet. Ytringsfrihed handler også om at turde fortælle verden, hvad der foregår i de samfund der systematisk undertrykker ytringsfriheden. Et af de værste er Kina, der til sommer skal afholde OL:

”Tildelingen af årets Victor pris er derfor også et forsøg på at opmuntre alle journalister, der til sommer skal dække OL, til at vise mod. De skal gøre det samme som Miki Mistrati. De skal turde vise bagsiden af medaljen og ikke kun rapportere fra sportskampene, men også beskrive de systematiske krænkelser af menneskerettighederne, der foregår hver eneste dag i Kina,” siger Ekstra Bladets ledende chefredaktør Poul Madsen.

Prisen overrækkes 8.april kl. 16 i Politikens Hus.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002