Kontakt os







 

2 mio. så sidste afsnit af 'Forbrydelsen'
Mandag 26. november 2007
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Der var i alt 2.107.000 seere der kiggede med, da det søndag aften kl. 20-21 blev afsløret at husvennen Vagn var morderen i 'Forbrydelsen'. Der var dog mange løse ender - og dét var også meningen, siger DR TV Dramas chef, Ingolf Gabold.
Ingolf Gabold forstår godt, at en del seere er utilfredse med de mange løse ender - men det er fuld bevidst:

"Der er formentlig ingen, der er rigtig utilfredse med, at det er Vagn, der er morderen. Det, man kan være utilfreds med, er at der er en del løse ender i serien. Vi får ikke alt at vide til sidst. Men det er fuldt ud bevidst. Søren Svejstrup, der har skrevet tv-serien synes nemlig ikke, tilværelsen ser sådan ud, og det er vi enige med ham i. I en klassisk engelsk krimi får man genetableret stokroseidyllen til sidst, men 'Forbrydelsen' er ikke en whodunnit (en krimi, der først og fremmest handler om at få afsløret morderens identitet, red.)," forklarer han til berlingske.dk.

"Vi ville slet ikke have kunnet holde spændingen til det sidste over 20 afsnit, hvis 'Forbrydelsen' udelukkende havde handlet om, hvem der var morderen. Det havde været ren kamikaze. Så havde vi måske haft stof til to gange halvanden time. I stedet er det historien om, hvad der sker, når du bl.a. ryger ind i det politiske systems magtapparat. På samme måde som med de komplicerede mordgåder om Kennedy og Olof Palme, får vi ikke alt at vide. For sådan er virkeligheden," siger Ingolf Gabold.

DR1-chef Ulla Pors Nielsen siger iflg. en pressemeddelelse fra DR: 'Forbrydelsen har på fornemt vis fornyet sin genre og skabt endnu en milepæl for dansk drama. Det er unikt og meget flot."

"Vi er stolte af, at så mange har valgt at følge med uge efter uge og har taget seriens karakterer til sig. Vi synes, vi har haft en vigtig historie at fortælle om en forbrydelses konsekvenser og om, at der ikke kommer noget godt ud af selvtægt," siger seriens producent Piv Bernth fra DR Drama på vegne af forfattere, instruktører, skuespillere og produktionsfolk.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002