Kontakt os







 

Dansk radio og tv-produktion gennem 50 år
Fredag 28. september 2007
Af Stig Hartvig Nielsen
 
I perioden fra 1925 til 1975 var Danmark næsten selvforsynende med radio- og tv-modtagere. I 1960 var der i Danmark ansat ca. 20.000 personer med udvikling, produktion, salg og service. Samme år fremstilledes 200.000 tv-modtagere, svarende til en omsætning på ca. 400 mio. kr. Bjarne D. Nielsen fra Teknisk Skole i Ringsted har skrevet en bog om denne spændende periode i dansk historie - og på søndag er Bjarne D. Nielsen i P4 Sjælland.
Den 256 sider store bog hedder '"Bella" og alle de andre. Radio og TV-fabrikker i Danmark: 1925 - 1975' og beskriver 32 udvalgte fabrikker som dækker 59 varemærker.

Ingen har før beskrevet den fantastiske periode, hvor Danmark var næsten selvforsynende med radio- og tv-apparater. I bogen kan man bl.a. læse om fabrikkernes navne, varemærker og logoer, grundlæggere, ejere, adresser, personer, jubilæer samt særlige hændelser som brande og krigshandlinger. Beskrivelserne indeholder billeder af de mest kendte apparattyper, årstal og priser.

Der er tidslinier/årstal for produktion af båndoptagere, radio og tv, samt maksimalt antal ansatte.

I bogen er der desuden en kort beskrivelse af radio- og tv-udviklingen i Danmark, de mest betydende radio- og tv-udstillinger, kampen imod fjernsynet og kampen for fjernsynet samt elektronikforskning, uddannelse af ingeniører, teknikere og sælgere.

Bogen koster 250 kr. og kan købes/bestilles på Ringsted Museum.

Det er et kendt navn, der har skrevet bogen. Bjarne Dahlin Nielsen - bedst kendt som Bjarne D. Nielsen. Han er født i København 1942. Han blev ansat som radiofaglærer i 1966 ved Teknisk Skole Ringsted, og senere uddannelsesleder i 1995 ved EUC Ringsted. Han havde farve-tv som speciale fra 1967 til 1985 og satellit-tv som speciale fra 1985 til 2006. Han har udarbejdet en række lærebøger om farve-tv, samt radio- og tv-modtagning via satellit. Var redaktør af månedsbladet Satellit Information fra 1991 til 2006. Har siddet i en række nævn.

Bjarne D. Nielsen gik på pension i februar 2006, og fik efter 40 års ansættelse Hendes Majestæt Dronning Margrethes fortjenstmedalje i sølv.

På søndag - den den 30. september - sender DR's regionalradio i Næstved, P4 Sjælland, mellem kl. 08.30 og 08.45 et program i relation til udgivelsen af bogen.

Man kan i øvrigt læse mere her: www.radiohistorie.dk


Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002