Kontakt os







 

Stor Bodilhøst for film med DR-kroner i
Tirsdag 27. februar 2007
Af Karsten Jensen
 
Prishøsten var stor for film med DR-kroner i ryggen, da landets filmkritikere søndag aften holdt Bodilfest i Imperialbiografen i København.
Seks ud af syv Bodil-statuetter til sidste års danske film gik til film, som DR har været med til at finansiere. Og specielt filmene, der har fået støtte fra talentudviklingspuljen New Danish Screen, som både DR og TV 2 medfinansierer, klarede sig godt.

Pernille Fischer Christensens debutfilm ’En Soap’, som sidste år hentede en Sølvbjørn ved filmfestivalen i Berlin, blev kåret som ’Bedste danske film’, mens Trine Dyrholm fik statuetten for ’Bedste kvindelige hovedrolle’ i samme film - 16 år efter at hun fik en Bodil første gang for filmen ’Springflod’ i 1991 og for andet år i træk. Sidste år fik hun den samme pris, dengang for sin præstation i filmen ’Fluerne på væggen’.

Bodilprisen for ’bedste mandlige hovedrolle’ gik for andet år i træk til Nicolas Bro for hovedrollen i Christoffer Boes ’Offscreen’, der også er finansieret via New Danish Screen.

Stine Fischer Christensen, der er lillesøster til Pernille Fischer Christensen, hentede en Bodil for ’bedste kvindelige birolle’ i Susanne Biers ’Efter Brylluppet’, som DR også har været med til at finansiere, og som søndag var nomineret til en Oscar i Hollywood. En Oscar, der dog gik til den tyske film ’De andres liv’, som også ved Bodilfesten blev hædret som ’bedste ikke-amerikanske film’.

Bedste dokumentarfilm blev Anders Østergaards ’Gasolin'’-film, mens ’bedste filmfotograf’ blev Jørgen Johansen for hans indsats i Ole Christian Madsens film ’Prag’. Begge film har DR også økonomisk andel i.

I år valgte Filmmedarbejderforeningen bag Bodilprisen at tildele en æres-Bodil til 81-årige Helle Virkner for hendes store karriere i dansk film, hvor hun debuterede i 1944 i Charles Tharnæs’ ’Spurve under Taget’ og fik en Bodil i 1963 for ’bedste kvindelige hovedrolle’ i ’Den kære familie’. Det er dog især for rollerne i DRs serier ’Huset på Christianshavn’ og ’Matador’, hun er blevet kendt, og så sent som i lørdags kunne hun på ny ses i rollen som Elisabeth Friis i Korsbæk.

Bodil, der er Danmarks ældste filmpris, blev uddelt første gang på Københavns fornemme restaurant ’Ambassadeur’ den 29. april 1948. Arrangementet var sat op efter amerikansk mønster med festivitas og celebre gæster, men den første fest foregik faktisk uden 'hovedpersonen'. Statuetten var ikke blevet færdig hos Bing og Grøndahl, men én af aftenens værter, Mogens Lind, kunne dog fremvise en lerkopi af figuren.




Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002