Kontakt os







 

Farvel til tv-licensen; nu får vi medielicens
Fredag 22. december 2006
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Fra nytår spiller det ingen rolle, om man ser tv på sit gamle sort/hvid-fjernsyn fra tresserne (som 2.700 danskere påstår, at de gør...), et farve-tv med 42 tommers fladskærm eller på computeren. I hvert fald ikke når der skal betales licens. Alle skal nemlig fremover betale medielicens.
For at fremtidssikre licensen har politikerne besluttet, at der fremover kun skal være to licenstyper: radiolicensen og den nye såkaldte medielicens. Og med en stor kampagne hen over julen og nytåret vil DR fortælle danskerne, at man nu også skal betale licens, hvis man for eksempel alene ser tv på sin pc eller på sin mobiltelefon med internetadgang. Det har man ikke skullet hidtil.

”I princippet kan man sige, at vi i fremtiden er ligeglade med, hvilket medie folk ser tv på. Det afgørende er, om de kan modtage DRs programmer. Dermed bliver licensen også lige for alle,” forklarer Charlotte Broman Friis, der er kampagnechef i DR Licens.

De, der i dag betaler farve-tv-licens, skal ikke foretage sig noget. Ser de også tv på deres computer eller mobil, er det alt sammen inkluderet i indbetalingskortet på 1.075 kroner halvårligt, som licensen beløber sig til i 2007. Den største ændring, de kommer til at opleve, er, at der i fremtiden står "medielicens" i stedet for "farvelicens" på deres indbetalingskort.

Derimod har de efterhånden kun 2.700 licensbetalere, som betaler sort/hvid-licens, fået et brev fra DR Licens om, at de ikke skal gøre noget, men at deres betaling automatisk bliver ændret, så de kommer til at betale medielicens.

”Derudover vil vi selvfølgelig opfordre alle, der i dag kun ser tv på deres pc og deres mobil om at tilmelde sig, ligesom vi opfordrer alle, der i dag alene betaler radiolicens, om at overveje, om de faktisk bør betale medielicens i fremtiden,” siger Charlotte Broman Friis.

I en stor kampagne vil DR fra den 23. december til den 14. januar fortælle om den nye medielicens i radio, tv, på nettet og med annoncer i de landsdækkende dagblade. Derudover vil det også være muligt at spørge til medielicensen på telefon 70 26 80 80 på alle hverdage mellem klokken 9.00 og 16.30 – fra 1. januar dog til klokken 21.00.

På DR TV vil man blandt andet kunne støde på fem små film, der tager udgangspunkt i undtagelsen; nemlig en familie, der ikke skal betale medielicens i fremtiden, og hvordan de så lever. Dette bliver understøttet at et netunivers på dr.dk/medielicens, hvor man kan se mere til familien, og selvfølgelig også læse detaljerne om medielicens.

”Vi håber, at kampagnen vil medvirke til, at mange opdager, at de nu bliver licenspligtige. Hele kampagnen er især målrettet de unge, da hovedparten af dem, der nu skal til at betale medielicens, er i den yngre målgruppe,” siger Charlotte Broman Friis.

Omkring 200.000 husstande betaler ikke licens i dag.

- - -

DR oplyser:

APPARATER, MAN SKAL BETALE MEDIELICENS FOR FRA 2007

1) Tv-modtagere eller tilsvarende billedfremvisere

2) Pc’ere eller tilsvarende enheder, der kan modtage og gengive billedprogrammer eller -tjenester, såfremt der samtidig via apparatet er adgang til internet eller andet netværk med en hastighed på 256 Kbit/s eller derover

3) Pc’ere med modtageenheder, der kan modtage og gengive billedprogrammer og -tjenester via radiobølger eller netværk (tv-tunere)

4) Andre enheder, der trådløst kan modtage og gengive billedprogrammer og -tjenester, der er udsendt til almenheden, herunder for eksempel PDA’ere, mobiltelefoner med internetadgang med mere.

(Kilde: Kulturministeriets bekendtgørelse om licens)


Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002