Kontakt os







 

Viasat indstifter fodboldpris på 250.000 kr.
Mandag 31. juli 2006
Af Karsten Jensen
 
Viasat indstifter ”Rode-Prisen” på 250.000 kroner pr. år. Den gives til personer, der har været med til at fremme udviklingen i dansk fodbold. Prisen uddeles på baggrund af indstillinger fra hele fodbold Danmark.

Prisen opkaldes efter Divisionsforeningens mangeårige direktør, Claus Rode, der sluttede sin karriere i Divisionsforeningen den 11. juli i år.

"Claus er meget rørt over, at Viasat har tænkt på ham. Det glæder ham og hans familie. Men det glæder også os andre i fodbolden, som har kendt ham i mange år. Er der nogen, der har fortjent få en pris opkaldt efter sig, så er det Claus Rode", siger en af dansk fodbolds fremtrædende personligheder, direktør for Brøndby IF, Per Bjerregaard.

Claus Rode har gennem 17 år blandt andet været arkitekten bag de tv-aftaler, der er indgået i forbindelse med divisions- og ligafodbold, og dermed er det i høj grad hans fortjeneste, at dansk klubfodbold har kunnet bevæge sig fra en weekendforeteelse for halvprofessionelle til fuld professionalisme. Samtidig har han fra sin position som direktør i Divisionsforeningen, hvor medlemmerne er arge modstandere på banen og nogle gange også uden for, formået at holde flokken samlet og sikret dansk klubfodbolds udvikling.

"Claus Rodes indsats for dansk fodbold kræver snuhed, diplomati og strategisk sans samt evnen til at arbejde i kulissen. Det har han, som en grå eminence gjort fantastisk i 17 år. I respekt for det store arbejde og dets betydning for vore seere og kunder, har vi derfor valgt at indstifte denne Pris", siger koncerndirektør i MTG A/S, Jørgen Madsen.

Claus Rode sidder selvfølgelig selv i priskomitéen, hvor tidligere koncerndirektør i MTG A/S, Jens Torpe, bliver formand. Nuværende koncerndirektør samme sted, Jørgen Madsen, samt vært på Viasat Sports Champions League-udsendelser Preben Elkjær og tv-vært Jakob Kjeldbjerg er menige medlemmer. Derudover vil priskomitéen hvert år blive suppleret af forrige års vinder af prisen.

Rode-Prisen uddeles hvert år i den sidste runde i Superligaen, første gang den 28. maj 2007.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002