Kontakt os







 

Nyheder fylder mere og mere på TV 2
Onsdag 2. maj 2018
Af Redaktionen
 
Sidste år bestod 21 procent af TV 2's programmer af landsdækkende nyhedsudsendelser, og mellem klokken 17 og midnat var andelen 15 procent – det højeste nogensinde for en dansk hovedkanal. I 2017 sendte TV 2's kanaler herudover flere dansksprogede udsendelser end tidligere.
I TV 2's public service-redegørelse for 2017 fremgår det bl.a., at 21 procent af TV 2 hovedkanalens programflade i 2017 – svarende til 1.531 timer – bestod af nyhedsudsendelser. Det et det højeste antal og den højeste andel nogensinde på en dansk hovedkanal.

I tidsrummet kl. 17-24 var den tilsvarende andel 15 procent, og også dette er rekord for en dansk hovedkanal.

Stigningen skyldes bl.a., at 2017 var det første hele år med de udvidede 18 Nyhederne, som TV 2 indførte i august 2016, og som betød, at TV 2 nu har tre hovednyhedsudsendelser i aftenfladen på hverdage. I de nævnte timetal og andele indgår hverken sportsnyheder eller regionale nyheder.

En så høj andel af nyhedsudsendelser på en hovedkanal er - både i dansk og internationalt perspektiv - en usædvanligt stærk prioritering af nyheder, lyder det fra TV 2.

"Nyheds- og aktualitetsdækning er en kerneopgave for TV 2. Vores grundlæggende forpligtelse er oplysning til seere og brugere, så de på et velinformeret grundlag kan reflektere, træffe beslutninger og deltage i samfundet og udviklingen af det," udtaler TV 2's adm. direktør, Merete Eldrup.


Stigende seertilslutning til TV 2 Nyhederne

Udover et rekordstort udbud af nyheder oplevede TV 2 i 2017 også fremgang i forbruget af nyhedsudsendelserne, selv om eksperter i flere år har forudsagt tv-nyhedernes snarlige død.

TV 2's nye public service-redegørelse viser, at seerne i 2017 brugte en større andel af deres TV 2-sening på netop nyheder end i de seneste mange år. Alle TV 2's nyhedsudsendelser i aftenfladen havde i 2017 fremgang i seertilslutning.


Ny rekord for dansksproget tv

Også fsva. dansksproget tv bød 2017 på en ny rekord for TV 2-familien. TV 2's kanaler sendte sidste år 24.361 timer dansksproget tv – cirka 350 timer flere end i 2016.

Det er tredje år i træk, at TV 2-stationerne leverer det største udbud af dansksproget tv til seerne. Det er aldrig tidligere sket, at en mediekoncern har sendt så mange timers dansksproget tv, som TV 2 samlet gjorde sidste år, pointerer TV 2.

TV 2's hovedkanal sendte i 2017 knap 5.000 timers dansksproget indhold svarende til 72 procent af programtimerne – den næsthøjeste andel nogensinde på hovedkanalen.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002