Kontakt os







 

DR løfter slører for X Factors afløser
Torsdag 26. april 2018
Af Redaktionen
 
DRs nye fredags- underholdningshow - der skal erstatte X Factor - skal hylde den fantastiske liveoptræden. Det nye show kommer til at hedde 'LIVE! – Danmarks nye live-artist' og får premiere allerede til efteråret.


Talenter fra hele landet skal hver weekend dyste i 'LIVE! - Danmarks nye live-artist' - om seernes hjerter - og med hjælp fra to erfarne, danske kunstnere - kæmpe om at blive Danmarks nye store live-kunstner. Det er seerne, der afgør, hvem der skal vinde 'LIVE!', da de sender de bedste videre ved hjælp af deres mobil.

DR oplyser, at det har været essentielt for DR, at udviklingen af det nye underholdningsprogram skulle ske i samarbejde med den danske produktionsbranche, og at det nye format tilbyder seerne bedre og mere vedkommende tv-underholdning.


Tidsaktuel underholdning

Underholdningschef i DR, Jan Lagermand Lundme, er glad for, at det - sammen med Nordisk Film TV - er lykkedes at skabe 'LIVE!':

"Det har været vigtigt for DR at ramme noget tidsaktuelt i vores søgen efter et nyt underholdningsformat. Musik har altid været en stor og vigtig del af vores liv, og det skaber både fællesskab og noget at tale om - også på tværs af generationer. Men hvor det før i høj grad var musikudgivelser, der var omdrejningspunktet for danske kunstnere, er tendensen i øjeblikket, at det er på livescenerne, at mulighederne ligger. Derfor sætter vi med 'LIVE!' fokus på at skabe musikforståelse, hylde den fantastiske live-optræden og dermed den store publikumsoplevelse."

Jan Lagermand Lundme håber, at 'LIVE!' kan være med til at give et indblik i den danske musikbranche i dag. Derfor vil en etableret dansk kunstner også hver uge lægge vejen forbi programmet som gæstedommer for at give sit bud på, hvordan en god live-optræden kan være og give gode råd til deltagerne og kommende nye store navne på den danske live-scene.


Sanne Salomonsen bliver mentor

Allerede nu sætter DR navn på én af de to kunstnere, der bliver mentor for de konkurrerende kunstnere. Det bliver Sanne Salomonsen.

Gennem otte live-udsendelser skal sangtalenter dyste om seernes opmærksomhed. Alle kan stille op, og de optrædende er velkomne til at tage deres egen musik med.

Da 'LIVE!', ifølge DRs underholdningschef, netop er et billede på, hvor musikbranchen står lige nu, og da det at optræde og skabe en oplevelse for sit publikum er særdeles vigtigt i musikbranchen, er det også naturligt, at præmien til vinderen af programmet er en turné rundt i Danmark.




Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002