Kontakt os






 

Dokumentarserie om ufaglærte kvinder
Tirsdag 24. april 2018
Af Redaktionen
 
I tre afsnit går DR1 Dokumentar tæt på seks ufaglærte kvinder, som skal fyres fra den fabrik, de har arbejdet på det meste af deres liv. Fabrikken lukker, fordi arbejdet flytter til Polen. Dokumentarserien hedder 'Montricepigernes kamp' og første afsnit sendes på mandag.
Hvor går man hen, når man er ufaglært, bor i Thy og snart skal fyres?

For halvandet år siden fik 120 montricepiger fra høreapparatvirksomheden Oticon i Thisted besked om, at den fabrik, de har arbejdet på det meste af deres liv, skal lukke og flytte til Polen. Så hvad skal de nu? De fleste kvinder er ufaglærte, mange har ikke været på skolebænken siden folkeskolen, er tæt på 50, og de ufaglærte kvindearbejdspladser er forsvundet fra Thy. Som én af montricepigerne siger: "Hvad skal der blive af mig?"

DR Dokumentar har fulgt seks montricepiger gennem halvandet år, fra de får besked om at fabrikken skal lukke, til den dag det første hold bliver fyret.


Globaliseringens pris

Oticon har været en grundsten i Thy siden virksomheden flyttede til området med egnsudviklingsstøtte i starten af 70'erne.

"Oticon er vores hjertensbarn her i området. Der er ikke nogen, som ikke kender nogen, som har været på Oticon, eller er der nu. Så det berører os alle sammen," fortæller erhvervskonsulent Rikke Scheele-Simonsen, som medvirker i dokumentarserien.

Siden 2001 har danske virksomheder flyttet 85.000 arbejdspladser til udlandet, bl.a. til Polen. Det er især arbejdspladser fra industrien, som er flyttet til lavtlønslande, og Thy er hårdt ramt af denne udvikling. Over 10 år er omkring 3.300 arbejdspladser flyttet eller lukket i området. Alene i de halvandet år, DR Dokumentar følger montricepigerne, har bl.a. slagteriet Tican været ramt af fyringer, møbelfabrikken NJA Furniture er gået konkurs, og i efteråret meddelte Coloplast, at de lukker i Thisted senest i 2020.

Ifølge Arbejdernes Erhvervsråd var omkring hvert fjerde job i Danmark i 1995 besat af en ufaglært. I dag er det cirka hvert ottende job. Det betyder, ifølge rådet, at Danmark fremadrettet risikerer at have et overskud af ufaglærte hænder, mens vi samtidig har udsigt til mangel på faglært arbejdskraft. Erhvervsrådet vurderer således, at Danmark kommer til at mangle 30.000 faglærte og 100.000 med videregående uddannelse frem mod 2020.

Montricepigerne kan altså vælge mellem at gå ind i kampen om de færre ufaglærte jobs – eller tage en uddannelse. Ud af de 120 montricepiger på Oticon begynder ni af dem på en uddannelse i løbet af de halvandet år, DR Dokumentar følger kvinderne. Mange af montricepigerne er i tvivl om egne evner og frygter skolebænken.

Ubehagelige oplevelser fra folkeskoletiden spøger i kulissen, hvor minderne om eksamen, prøver og test afskrækker de fleste fra at sætte sig på skolebænken igen.

'Montricepigernes kamp' følger montricepigerne, mens de kæmper med at genopfinde sig selv på et arbejdsmarked i voldsom forandring, og hvor de snart skal tage afsked med den fabrik og de kolleger, som de har kendt det meste af deres liv.

'Montricepigernes kamp' sendes i tre afsnit på DR1 – mandag den 30. april, mandag den 7. maj og mandag den 14. maj kl. 20.45.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002