Kontakt os







 

’Danmarks Klogeste Barn’ – premiere i aften
Onsdag 31. august 2005
Af Karsten Jensen
 
TV Danmarks nye satsning, ’Danmarks Klogeste Barn’, har premiere i aften kl. 20 og når værten Thomas Mygind, toner frem på skærmen kan man se ham i en helt ny rolle. ”Jeg er vant til at arbejde med voksne mennesker, og det er første gang jeg arbejder sammen med børn og det har været en helt fantastisk oplevelse”, fortæller han til tvnyt.com.
Alle elleve udsendelser ér produceret, men man mangler at klippe programmerne færdige. Dermed er vinderen også fundet, som Thomas Mygind naturligvis ikke ønsker at afsløre hvem er: ”Men jeg kan da sige så meget, at vi på forhånd i redaktionen havde snakket om, om vi kunne forudsige hvem vinderen eller finalisterne blev. Men, nej, det kunne vi ikke. Det er alle meget kloge børn, der deltager i programmet. Det var hip som hap blandt finalisterne”.

Thomas Mygind forklarer tvnyt.com, at denne programserie er meget anderledes fra det han tidligere har været vant til, fordi det er første gang han arbejder med børn:

”De voksne jeg tidligere har arbejdet med i tv-sammenhænge har ofte haft en dagsorden. Denne gang var der ingen dagsorden. Det var befriende, at man kunne tage børnene total for pålydende”, siger han og understreger gentagende gange, at det har været vigtigt at skabe trygge, tillidsskabende og sikre rammer for børnene.

”Børnene og jeg fik skabt en tillid. Det var skønt at de ikke så op til mig, men bare betragtede mig som en hyggelig studievært og ikke ham der Robinson-ikonet, der måske spiser små børn”, griner han. ”Det har været dejligt at lave tv uden konflikter og ballade og bare have en positiv vinkel”, siger Mygind.

Thomas Mygind forklarer, han ikke selv er specielt bogligt funderet og har derfor været meget overrasket over børnenes svareevner: ”Det var jo nogle gange til at blive helt forpustet af. Når vi i en af runderne skulle stille spørgsmål i 45 sekunder kom svarene sommetider som skidt fra en spædekalv, og jeg har gentagende gange tænkt ’hvordan pokker kan et barn vide noget om det her’. Ja, jeg tabte selv pusten nogle gange når børnene besvarede spørgsmålene inden jeg var færdige med at læse dem op”.

Thomas Mygind har ikke selv børn, men er ’hygge-onkel’ for sin søsters tre børn. Thomas ser det som en fordel, i forbindelse med programmet, at han ikke selv har børn, men er blevet meget overrasket over hvor forskellige børn er. ”En af deltagerne var større end jeg – og jeg er da ikke en af de mindste”, forklarer han. ”Det har været en stor ’øjen-åbner’ at lave programmet. For jeg har mødt børnene som dem de er og det er ikke utænkeligt, at jeg igen kommer til at arbejde med børn.”

Thomas Mygind har lige nu ingen nye tv-planer, men siger: ”Lige nu arbejder vi videre med programmet og bliver programmet en succes er det meget tænkeligt, at vi laver en ny omgang i 2006 og så kræver det, at vi snarrest går i gang med planlægningen. Husk på, at vi i hvert program har mere end 500 forskellige spørgsmål og et program som dette er meget tidskrævende”, siger han.

Om tidskrævende tv-processer afslører han, at han sommetider savner at komme tilbage til radiomediet igen. Thomas Mygind begyndte sin mediekarriere på Radio Himmelblå i Skanderborg og Radio Silkeborg. ”Hittegods Kontoret på 102.8 – hold kæft hvor har jeg sagt det mange gange”, siger han om tiden på lokalradioerne.

Thomas Mygind har tidligere arbejdet på tv-programmer som, ’Hjerter på Spil’, ’Fangerne på Fortet’, ’Robinson Ekspeditionen’, ’Strandvejs Villaen’ o.m.a.

Læs mere
http://www.radionyt.com/artikel/default.asp?id=11561


Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002