Kontakt os







 

Dansk Melodi Grand Prix 2006 i Aalborg
Torsdag 30. juni 2005
Af Karsten Jensen
 
Næste års danske Melodi Grand Prix finder sted i Aalborg. Og vil man på scenen der, så er det nu, der skal digtes og komponeres. Bidrag til Dansk Melodi Grand Prix 2006 skal indsendes senest mandag 10. oktober.
Det bliver i Aalborg, at vinderen af Dansk Melodi Grand Prix 2006 skal findes. Aalborg Kongres & Kultur Center har sagt ja til at huse det store Grand Prix-arrangement, der finder sted lørdag 11. februar 2006 i den nye idræts- og kulturarena Gigantium.

”Melodi Grand Prix er et af de ældste koncepter i DR og er et program, hvor seerne findes i alle aldre og fra alle egne af landet. Derfor har vi gjort en stor indsats de seneste år for at bringe denne event ud i landet, hvormed så mange som muligt får chancen for at opleve showet live og deltage i den folkefest, som Melodi Grand Prix er. Og vi er meget glade for, at Aalborg denne gang vil lægge hus til Dansk Melodi Grand Prix”, siger DR1s underholdningsredaktør Søren Therkelsen - der har en særlig grund til at glæde sig i år. Han er nemlig selv fra Aalborg.

Aalborg Kongres & Kultur Center lagde sidst scene til Dansk Melodi Grand Prix i 1992. Det var dengang, Kenny og Lotte vandt med ”Alt det som ingen ser”. Nu vender Melodi Grand Prix tilbage til Aalborg, og det glæder direktøren i Aalborg Kongres & Kultur Center, Ernst Trillingsgaard.

”Vi er glade for igen at skulle have Dansk Melodi Grand Prix på programmet. Melodi Grand Prix er jo populært næsten som aldrig før, og jeg ved, at vores sponsorer, byens erhvervsliv generelt og borgerne i Aalborg glæder sig meget til at bidrage til og deltage i festen. Vi har hvert år flere end 150 kulturarrangementer her i huset, men Melodi Grand Prix er noget ganske specielt”, siger Ernst Trillingsgaard.

Aalborg Kongres & Kultur Center har i samråd med DR valgt at placere Melodi Grand Prix i den store idræts- og kulturarena, Gigantium, hvor der er plads til 6.000 siddende publikummer. Det vil således være i Gigantium, at vinderen skal findes fra scenen, mens alle øvrige aktiviteter i forbindelse med showet afholdes i Aalborg Kongres & Kultur Center i midtbyen af Aalborg.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002