Kontakt os






 

TV3 finder Skandinaviens bedste poker-spiller - 500.000 kr. på spil i 'Celeb Poker'
Tirsdag 16. november 2004
Af Karsten Jensen
 
Interessen for det fascinerende kortspil poker er hastigt voksende. Og de stadigt flere pokerspillere i Danmark, Norge og Sverige kan se frem til, at TV3 nu vil kåre Skandinaviens bedste 'Celeb-pokerspiller' blandt 24 kendte skandinavere. Vinderen får udover æren også lejlighed til at donere gevinsten til velgørenhed.
TV3 har fået kendte danske, svenske og norske skuespillere, politikere, musikere, sportsfolk og erhvervsfolk til at trække i galla-tøjet ved pokerbordet - og de sætter sig i starten af december klar ved det grønne bord til en benhård udskilning, når TV3 igennem fem programmer skal finde frem til den bedste poker-spiller i poker-spillet 'Texas Hold’em'. Programmerne vises først senere på TV3.

Otte kendte deltagere kæmper i hver af de fire, indledende programmer. Efter hvert program står én deltager tilbage som del-vinder - og i sidste ende sidder der fire ugevindere med ved finalebordet samt to wildcard-deltagere, der findes blandt de 20 spillere, der ikke nåede poker-finalen. I finalen kommer der større pengebeløb på bordet hos hver deltager end i de indledende runder, så der kan vindes op til næsten 500.000 kroner til velgørende formål.

Poker for kendte på TV er gennem de seneste år blevet populært i ikke mindst USA og i England - og nu følger TV3 trop i Danmark, Sverige og Norge, når 24 danskere, svenskere og nordmænd kæmper om hæderen som Skandinaviens bedste 'Celeb-pokerspiller'.

Hver deltager kommer til poker-bordet med 10.000 kroner i de indledende runder, og så begynder udskilningen, indtil en enkelt spiller sidder tilbage med hele puljen. Den vil ikke ryge i vinderens egen lomme - men derimod blive givet som en ekstra julegave til et velgørende formål, suverænt udvalgt at vinderen selv.

I løbet af de fem udsendelser vil seerne blive introduceret til pokerspillets finesser. Programmerne optages i et poker-center med mulighed for seeren for at følge med i hele spillet via kameraer under bordene, så man kan se alle kort etc. Eksperter vil komme med vurderinger af den enkelte spillers træk og satsninger - og seerne kan dermed selv vurdere, hvorvidt en spiller handler klogt eller ej.

Det populære kortspil er netop blevet officielt organiseret under "Dansk Poker Forbund" i Danmark, og er et vidensspil på linje med backgammon, bridge mv. I poker skal man dog absolut ikke glemme, at en god vej til at vinde, er at bluffe. Det er nemlig ofte i højere grad evnen til at bluffe end de gode kort, der er afgørende, når en spiller tager puljen. Og måske er det denne held-faktor kombineret med evnen til at bluffe, der gør, at poker i dag vokser voldsomt – ikke mindst på internettet, hvor mange danske, svenske og norske spillere har tilmeldt sig diverse poker-turneringer.

"Jeg glæder mig til at præsentere seerne for celeb-poker, og ser frem til nogle underholdende udsendelser, hvor seerne ikke alene kan følge det intense spil - de kan også lære en hel del om, hvordan man skal agere i poker - og sikkert også, hvordan man ikke skal spille sine kort. Og så har de underholdende programmer jo samtidig den tillægsgevinst, at vi får doneret en stor sum penge til et velgørende formål", siger Jesper Grønholdt, adm. direktør for TV3 i Danmark

Optagelserne til 'Celeb Poker' begynder i starten af december måned i Danmark - og først der vil TV3 løfte sløret for, hvem de otte kendte danskere er, der skal stille op mod otte svenskere og otte nordmænd.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002