Kontakt os






 

Modstand mod MTV-show i København
Torsdag 19. august 2004
Af Thomas Nielsen
 
Københavns Kommune med kulturborgmester Martin Geertsen (V) i spidsen støtter den magtfulde musik-tv-kanal med tilskud for at få det stort anlagte prisshow til byen, mener kritikerne.
Politikerne i København er med kulturborgmester Martin Geertsen (V) i spidsen stærkt begejstrede for udsigterne til, at tv-stationen MTV gerne vil sende sit europæiske prisshow fra den danske hovedstad i 2006. Men modstandere i det københavnske musikliv protesterer mod, at kommunen skal smide penge i MTV's pengekasse, og mener ikke, at showet har nogen værdi som markedsføring af København.

"Politikerne siger, at Københavns Kommune skal stille en underskudsgaranti på 8,4 millioner kroner til MTV. Men stationen skal have pengene på forhånd, så det er løgn at kalde det en underskudsgaranti. Hele jubelen skyldes jo, at man mener, at sådan et show er mange millioner værd, hvorfor det i det hele taget er absurd at tale om underskud", siger organisatoren bag det langt mindre prisshow Danish DeeJay Awards, Morten Brønnum til Politiken.

Af dagsordenen til mødet i Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune fremgår det, at forvaltningen beder om at lade de 8,4 millioner kroner indgå i næste års budget. Og at pengene ikke skal ses som en decideret underskudsgaranti.

"Det er rigtigt, at MTV skal have pengene på forhånd, men det er ikke meningen, at de 8,4 millioner kroner skal forlade kommunekassen. Copenhagen Eventures skal skaffe beløbet, hovedsageligt gennem sponsorater, og kommunen skal kun betale pengene, hvis det ikke lykkes, og der altså er underskud hos Eventures. Men aftalen bliver kun til noget, hvis en uvildig sagkyndig vurderer, at arrangementet er så mange penge værd for kommunen. Man kan sige, at vi køber en ydelse", siger kulturchef Merete Evens.

Efter hendes opfattelse er der dog ingen tvivl om, at MTVs europæiske prisshow samt en tv-transmitteret koncert med internationale topnavne på Rådhuspladsen i København og det mere lokale arrangement Copenhagen Music Week er meget mere end 8,4 millioner værd i markedsføring.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002