Kontakt os







 

'The Voice TV' går i luften 16. august
Onsdag 28. juli 2004
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Den 16. august starter den længe ventede 'The Voice TV', der dermed bliver Danmarks eneste rene musik-tv station, der døgnet rundt vil servere aktuelle hits krydret med underholdning og aktuelle musiknyheder. The Voice TV vil fra den første dag kunne ses i mere end tre ud af fem danske hjem.
Fokus vil være på det lokale. "Det er helt unikt, at en musik-kanal i den grad vil satse på lokal musik og videoer. Mig bekendt er vi de eneste, der versionerer og tilpasser en musik-tv station," siger Eric Hansen, Senior Vice President, SBS Broadcasting SA.

"Vores helt klare ambition er at slå The Voice TV fast som den primære underholdningskanal for musikelskere over hele landet," siger Eric Hansen. "Ligesom vi på radioen bevidst støtter op om den nye spændende danske musik, vil The Voice TV også satse på lokale videoproduktioner, danske kunstnere og dansk musik. Vi har allerede bevist, at vi med en konsekvent satsning på ny musik, populære værter og lokal tilstedeværelse kan tilfredsstille vores mange lyttere. Nu skal de have chancen for at se, hvad de lytter til." Og selv om The Voice TV primært er for unge mellem 15 og 29 år, håber Eric Hansen, at mange flere også har lyst til kigge med.

Men The Voice TV er meget mere end envejs-underholdning, hedder det videre i en pressemeddelelse fra SBS. Stationens medarbejdere vil være i konstant dialog med seere over hele landet - både via SMS og internet - men også i form af gadeinterviews, hvor seere kan ønske videoer og sende hilsener. "Det bliver nok svært at finde et medie, der er i tættere dialog med sine seere end The Voice TV," siger Eric Hansen.

Lanceringsdagen den 16. august markeres med en stort anlagt koncert i Tivoli, som transmitteres direkte på landets nye musik-tv kanal. Det er lykkedes The Voice TV at sammensætte et åbningsprogram med nogle af verdens og Danmarks mest spillede og populære kunstnere. På plænen i Tivoli vil man blandt andet kunne opleve 50cent, Jokeren, L.O.C., Nik & Jay og C21 m.fl.. Det store liveshow starter kl. 18 og slutter først, når Tivoli lukker kl. 24.

The Voice TV udsendes indtil videre i Danmark via TDC Kabel TV (første halvanden måned på Ønskekanalen, derefter som del af Fuldpakken) og Canal Digital. Det betyder, at 62 procent af alle danske tv-seere kan være med lige fra starten. "Men senere håber vi via aftaler med lokale antenneforeninger over hele landet at nå bredere ud," siger Eric Hansen.

The Voice TV ventes i løbet af efteråret desuden at starte udsendelser - på de lokale sprog - i henholdsvis Norge, Sverige og Finland.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002