Kontakt os







 


Lørdag 5. oktober 2002
TV 2 dropper voldelig kampsport
"Kampstævnet er simpelthen i al for høj grad lænket sammen med diverse voldelige miljøer. Derfor har vi besluttet at droppe samarbejdet med arrangø-rerne af Vikingfight". Det siger TV 2s sportschef Morten Stig Christensen til Ekstra Bladet, efter at avisen i går afslørede, at flere af deltagerne er dømte voldsmænd eller personer med direkte eller indirekte relationer til Bandidos og Hells Angels. Tidligere har også TV3 afvist at vise kampsporten, der rettelig hedder 'Mixfight' og er en variant af 'Ultimate Fighting'. (SHN)

Fredag 4. oktober 2002
Ushi Heiku sætter seerrekord - igen
Torsdagens udgave af Ushi Heiku på TvDanmark satte endnu engang seerrekord. I programmet 'Ushi Heiku møder Julie Rugaard' (billedet) fulgte i gennemsnit 190.000 seerne med (12+). Dette svarer til en kommerciel share på 25.1 % (15-44). Programmet, der har Annette Heick som vært som den japanske tv-værtinde Ushi, har været en succes hos seerne lige fra starten. I går aftes kl. 21.07 toppede seertallet på 240.000 i 12+. Læs mere

Fredag 4. oktober 2002
Ny stor dansk dramaserie på TV 2
TV 2 satser igen stort på dansk drama. Om få måneder starter optagelserne til TV 2s nye dramaserie, 'Forsvar', der samtidig er Skandinaviens første retsalsdrama. Hovedforfatterne bag serien er Lars Kjeldgaard og Lars K. Andersen, som bl.a. var manuskriptforfattere på DRs Edderkoppen, skriver TV 2 | Medienyt. 'Forsvar' produceres af Nordisk Film. Læs også B.T. lørdag: www.bt.dk/Rampelys.pl?c=left&aid=114395 (SHN)

Fredag 4. oktober 2002
Kultserien The Osbournes på vej på TV 2
The Osbournes om heavyrockens Godfather og hans syrede familieliv får premiere på TV 2 den 13. oktober. I USA er millioner af tv-seere allerede forhekset af The Osbournes - og Europa er godt på vej. I centrum af den nye tv-serie er den spektakulære og zombie-agtige faderfigur Ozzy (billedet), der godt kan lide at sige 'fuck'. Han er intet mindre end en rock-gud, metallens godfather, den tidligere forsanger i Black Sabbath, der nu er blevet noget så småborgerlig. Læs mere

Fredag 4. oktober 2002
Seerrekord for TV 2 blandt de 21-50 årige
September blev en rekordmåned for TV 2 i gruppen de 21-50 årige. TV 2 | Medienyt skriver i dag, at september 2002 med en daglig sening på 67 minutter slår rekord; det er simpelthen den bedste september i TV 2s historie. Desuden noteres at seningen i årets tre første kvartaler lå hele 14 procent højere end samme periode sidste år. Stigningen for TV 2 er særlig markant på hverdage, hvor seningen er vokset med 18 procent. (SHN)

Fredag 4. oktober 2002
UTV Odense fylder fem år
UTV Odense fylder i dag fem år, og har dermed nået børnehavealderen. Så fødselsdagen markeres med et arrangement - med kagemand og rød sodavand - i dag kl. 15. Formand for Studenterhuset Tom Richter og rektor på SDU Jens Oddershede, vil holde taler. (SHN)

Fredag 4. oktober 2002
UTV Århus flytter i nye lokaler
Efter i et halvt år at have holdt til i den ene ende af den ansvarshavende redaktørs værelse - mast ind mellem stabler af bøger og et fjernsyn uden tekst-tv - har studenter-tv-stationen UTV Århus nu i kraft af Universitetets gode vilje fået egne lokaler. Læs mere

Fredag 4. oktober 2002
Forbrydere med i voldsorgie på TV 2 Zulu
Et orgie af rå vold venter TV 2 Zulu's unge seere; fra oktober vil TV 2s ungdomskanal Zulu for første gang nogensinde præsentere den stærkt omdiskuterede kampsport 'Mixed Fighting' på en dansk tv-kanal, skriver Ekstra Bladet i dag. Seerne vil få serveret et overflødighedshorn af vanvittig vold - bl.a. er det tilladt at sparke i hovedet og slå på en modstander der ligger ned. Iflg. avisens oplysninger medvirker både dømte og frygtede forbrydere i underholdningen, bl.a. nuværende og tidligere Bandidos-rockere og HA'ere. Kampsporten har tidligere krævet to dødsofre i Rusland. (SHN)

Torsdag 3. oktober 2002
Skuespillerblokade mod TV 2s morgen-tv
Dansk Artist Forbund har for nogen tid siden besluttet at indlede boykot mod TV2s morgenflade "Go'morgen Danmark" fordi Skandinavisk Filmkompagni, som producerer programmet, har nægtet at indgå en aftale om betaling til de medvirkende kunstnere. Dansk Skuespillerforbund støtter nu boycotten og opfordrer medlemmer af skuespillerforbundets medlemmer til ikke at medvirke i 'Go'morgen Danmark'. Læs mere

Torsdag 3. oktober 2002
TV 49 på vej mod lukning
Som følge af det nye medieforlig har Mediehuset Fyn i Odense - og dermed TV 49 og lokalradioen, Station Fyn - fyret de fem ansatte. Det er især usikkerheden om den fremtidige situation for lokal-tv, som Tony Cuff fra den fynske radio- og tv-station er stærkt bekymret for. Hvis lokal-tv fremover kun får sendetid før kl. 15 er det fuldstændigt urealistisk for TV 49 at fortsætte, fastslår han. Læs mere

Onsdag 2. oktober 2002
Ikke flere betalingskanaler fra DR og TV 2
Kulturminister Brian Mikkelsen er skuffet over TV 2s opførsel i forbindelse med stationens ændring af TV 2 Zulu til betalingskanal. TV 2 offentliggjorde ændringen netop samme sag, som ministeren havde fået et medieforlig på plads. Mikkelsen kan ikke lave om på TV 2s planer for Zulu kanalen; det ville kræve et forbud med tilbagevirkende kraft. Men så er det også slut. Dagbladet Børsen skriver i dag, at ministeren er klar med et lovforslag, der vil forbyde DR og TV 2 - fremover - at indføre flere betalingskanaler. Læs mere

Onsdag 2. oktober 2002
25 år med OBS på DR TV
I et kvart århundrede har en af de korteste, men kendeste DR-udsendelser leveret vigtige oplysninger til danskerne uge efter uge: OBS - Oplysning til Borgerne om Samfundet - fylder 25 år fredag den 4. oktober. Læs mere

Onsdag 2. oktober 2002
Robinson 46 pct. over niveau
Robinson Ekspeditionen fortsætter sin succesrige udvikling i 2002. Mandag aften kunne ø-serien registrere 848.000 seere og en share på 61 i TV3 universet. I antal tusinder lå Robinson på indeks 146 i forhold til samme afsnit sidste år. Således slog Robinson for anden uge i træk Popstars på TV 2, som i går iflg. Viasat Hotmail havde 795.000 seere. (SHN)

Onsdag 2. oktober 2002
Kommer til at betale lidt for meget licens
Omkring 700.000 licensbetalere kommer til at betale mellem 50 øre og 26,50 kr. for meget i licens på grund af det nye medieforlig. DR vil ikke bruge 2.2 mio. kr. på at sende nye indbetalingskort ud til licensbetalerne, og vil i stedet trække det for meget betalte beløb på næste opkrævning. Læs mere

Tirsdag 1. oktober 2002
Europarådet vil anbefale digital tv
Der er nu udsigt til at Europarådet vil anbefale en nedlæggelse af de analoge tv-sendere hurtigt muligt med henblik på overgang til jordbaseret digital-tv. Iflg. Dagens Næringsliv vil anbefalingen blive behandlet af Europarådets ministerråd i løbet af vinteren. (SHN)

[<] 1 2 3 4 5 6 7 8 [>]








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002