Kontakt os







 


Torsdag 17. oktober 2002
Mere håndbold på TV3, 3+ og Viasat Sport
Fra tirsdag den 29. oktober kl. 18.00 tager det danske herrelandshold i håndbold fat på World Cup, hvor verdens otte absolut bedste håndbold-nationer tørner sammen på svensk grund. Viasat har indgået aftale med ’Svenska Handbollförbundet’ om tv-senderettighederne til World Cup både i år og i 2004. På kanalerne TV3, 3+ og Viasat Sport sendes alle kampene fra Gruppe A i turneringen. Læs mere

Torsdag 17. oktober 2002
'Go' Aften Danmark' på TV 2 i fremgang efter DR konflikt
Seerne har efterhånden fundet tilbage til de gamle vaner efter DR-konflikten. Og dog. På enkelte områder har mange seere ændret tv-adfærd. TV 2 programmet 'Go' Aften Danmark' kl. 18.25 har nu 5-6 procentpoint højere seerandel end før DR-konflikten. Samtidigt har TV-Avisen mistet fire procentpoint af sin andel, og dermed er der mindre plads til de øvrige kanaler. Læs mere

Torsdag 17. oktober 2002
Internettet stjæler seere
En ny undersøgelse foretaget af Gartner G2 viser, at 20 procent af de amerikanere, der er koblet op til internettet bruger mindre tid foran tv’et og sjældnere læser trykte aviser. Internettet er derfor ikke overraskende ved at overtage mange af de traditionelle mediers plads for underholdning og oplysning, skriver it-avisen.dk. (KJ)

Torsdag 17. oktober 2002
UK: Channel 4 skal fyre op mod 200
Dårlige resultater medfører nu at Channel 4 tvinges ud i en fyringsrunde, hvor op mod 200 skal afskediges. 50 er allerede fyret i datterselskabet Film Four og nu skal mellem 100 og 150 ansatte på hovedkontoret i London fyres. (SHN)

Torsdag 17. oktober 2002
DR2 program gør grin med kristne
I aften starter DR2 et nyt ugentligt satireprogram "Tors-dag i 2'eren - Røvgo' Underholdning" bl.a. med Simon Jul Jørgensen (billedet) som ung kristen - i kørestol - og som medlem af "Kristne med Fart på". Dermed risikerer DR at komme på kollisionskurs med kristelige kredse. Allerede inden premieren i aften er KLF Kirke og Medier oppe på mærkerne. Det nye program er blevet drøftet i landsstyrelsen for KLF, hvor man har en formodning om, at det nye program kan gå hen og blive meget værre end 'Banjos Likørstue'. Læs mere

Onsdag 16. oktober 2002
UK: Granada og Carlton fusionerer
To af de største mediehuse i Storbritannien - Granada og Carlton - har meddelt at de agter at fusionere. Fusionen værdisættes til 30 mia. kr. Læs mere

Onsdag 16. oktober 2002
Reklamebranchen imod breaks
Breaks bør begrænses til at være naturlige pauser i blandt andet sportspro-grammer eller helaftensfilm, mener Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening (DRRB), som også kritiserer tv-stationernes omfattende brug af trailers, skriver dagbladet Børsen i dag. DRRB konstaterer at forbrugerne ikke kan lide reklameafbrydelser, og dermed skabes der et dårligt reklamemiljø - og det nedbryder reklamernes værdi. (SHN)

Tirsdag 15. oktober 2002
UK: BBC byder 2 mia. kr. for Formel 1
BBC er fast besluttet på at være den førende sports-tv station, og har derfor budt et rekordstort beløb: 175 millioner pund (godt 2 mia. kr.) for at få rettighederne til Formel 1 løb tilbage fra ITV. ITV fik rettighederne i 1997 og betalte dengang 70 mio. pund (820 mio. kr.) for rettighederne, og det var ti gange mere end BBC bød - dengang ... (SHN)

Tirsdag 15. oktober 2002
Nordisk interesse for 'Nikolaj og Julie'
For tredie gang i træk scorede DRs nye drama-satsning, 'Nikolaj og Julie' flotte seertal; i alt 1.324.000 så med søndag aften, hvilket er mere end lørdagens fodboldkamp Luxembourg-Danmark, der havde 1.155.000 seere. I forhold til sidste søndag er det dog et fald, idet andet afsnit blev set af 1.436.000. Både Island, Norge og Sverige har nu vist interesse for serien, oplyser Berlingske Tidende i dag, men ingen endelig salgsaftale er endnu indgået. (SHN)

Tirsdag 15. oktober 2002
Robinson-deltager tæt på at dø
Ekstra Bladet skriver i dag at en af delta-gerne, Dan Marstrand, angiveligt skulle have været 15 minutter fra at dø under optagelser af TV3s realityshow Robinson. Iflg. avisens oplysninger kollapser Dan længere fremme i ekspeditionen. "Når man er 15 minutter fra at dø, har det ikke længere noget med underholdning at gøre. Den grænse har TV3 for længst overskredet. De har så travlt med at lave godt tv, at de ikke fatter, hvor alvorligt det er", siger han til avisen. Var Dan Marstrand død under optagelserne, ville TV3 skulle have udbetalt blot 540.000 svenske kr. (440.000 danske kr.) i erstatning til den nærmeste efterladte i henhold til den indgåede kontrakt. (SHN)

Tirsdag 15. oktober 2002
"Betal antenneforeningerne og få så privatiseret TV 2 hurtigst muligt"
Mediebureauekspert og direktør for OMD, Johan Boserup, siger i dag til B.T., at sagen om TV 2 Zulu er en smule omsonst, når nu et politisk flertal har besluttet at TV 2 skal privatiseres. "Hvis TV 2 havde besluttet sig for at gøre TV 2 Zulu til en betalingskanal uden selv at tage skridtet fra at være politisk styret til økonomisk styret havde det været et problem. Så kunne man sige, at TV 2 havde strammet grebet om seerne, men det er ikke tilfældet", siger Boserup til avisen, og tilføjer at det nok vil være rigtigst at TV 2 betalte kompensation til antenneforeningerne. Læs mere

Tirsdag 15. oktober 2002
Antenneforeninger stævner kulturminister
Forenede Danske Antenneanlæg (FDA) vil nu gøre kulturminister Brian Mikkelsen ansvarlig for de investeringer, som 375 fællesantenneforeninger i sin tid foretog for at udsende TV 2 Zulu i antenneanlægene og dermed opfylde deres must carry forpligtelser. FDA stævner derfor kulturministeren med krav om en erstatning på circa 10 millioner kr., og bebuder samtidigt at 90 % af foreningens medlemmer ikke vil udsende TV 2 Zulu fra 1. januar. Læs mere

Tirsdag 15. oktober 2002
Klage over lokal-tv afgørelse i Randers
Ib Christensen, tidl. folketingsmedlem og medlem af Europa Parlamentet, har klaget til Radio- og Tv-Nævnet i Kulturministeriet over afgørelsen i Lokal-tv Nævnet i Randers, der giver TvDanmark sendetilladelse i Randers - og dermed forhindrer DR 2 i at sende terrestrisk i byen. Ib Christensen mener iflg. Randers Amtsavis, at det reelt er det århusianske tv-produktionsselskab Frontier, der står bag sendetilladelsesansøgningen. (SHN)

Mandag 14. oktober 2002
Sverige: TV3 vinder skattesag
Länsretten i Stockholm har underkendt de svenske skattemyndigheders krav om en bøde til TV3. Dermed slipper den MTG-ejede koncern for at betale næsten 30 millioner svenske kr. (25 mio. danske kr.) i bøde. I det mindste indtil afgørelsen prøves ved en højere ret, skriver Resumé. Baggrunden for sagen er de indtægter ved brug af betalinsnumre, som TV3 har haft og som er bogført i selskabets britiske afdeling - og dermed unddraget momsbetaling i Sverige. (SHN)

Mandag 14. oktober 2002
UK: Grønt lys for to nye BBC kanaler
BBC har fået tilladelse til at starte to nye digitale tv-kanaler "UK History" og "UK Homestyle". Det sker på trods af massive protester - bl.a. fra den privatejede tv-station "History Channel". De to kanaler ventes i luften tidligt næste år. (SHN)

[<] 1 2 3 4 5 6 7 8 [>]








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002