Kontakt os







 


Mandag 14. april 2003
Jes Dorph-Petersen er populærest
Jes Dorph-Petersen er måske noget tynd i toppen. Til gengæld sidder han tungt på tv-toppen. I GfKs og B.T.s spritnye undersøgelse kårer danskerne igen Dorph til den suverænt bedste vært. "Jeg er jublende glad. Det er fantastisk. Det er min store dag. Jeg glæder mig enormt meget over, at Gorm og Søren Ryge er på anden- og tredjepladsen. Det er en sejr for hjernen, rynkerne og de høje tindinger. Det er det sjoveste ved det her. Jeg har før sagt, at jeg synes, der er for meget alderstyranni i den danske tv-branche. Efter B.T.s undersøgelse siger jeg bare »ta’ den« til dem, der går ind for tv-værter med ble", siger den glade Jes Dorph-Petersen til B.T. (SHN)

Søndag 13. april 2003
DR fyrer Hans-Georg Møller efter 35 år
Aldrig har han været mere populær, 60-årige Hans-Georg Møller – bedre kendt som Gorm. De danske tv-seere har netop valgt ham til landets næstbedste tv-vært, men alderen er nu blevet et problem i DR. B.T. skriver i dag, at Gorm er blevet fyret fra DR's 'Sporløs'. Læs mere

Søndag 13. april 2003
Indsamlingsshow gav 43 mio. kr.
DR 1 og TV 2 sendte lørdag aften et to timers indsamlingsshow, hvor overskudet går til ofrene for krigen mod Irak. Der kom i alt 43 mio. kr. ind og det er næsten tre gange så meget, som de 6 nødhjælpsorganisationer, der står bag indsamlingen, på forhånd havde regnet med, oplyser Ritzau. (SHN)

Lørdag 12. april 2003
Børn ser mindre tv
I modsætning til, hvad bekymrede forældre tror, ser de danske børn meget mindre tv end tidligere, skriver Nordjyske. En ny måling fra Gallup viser et drastisk fald i den daglige tv-sening: Mens voksne ser tv i godt tre timer dagligt, så ser børn i alderen fra 3 til 12 år kun tv 92 minutter i døgnet; i 1997 var det 115 minutter i døgnet. Det store fald rammer dog ikke DR, der fastholder børnenes tv-forbrug. TV 2 har derimod siden 1990 mistet 40 pct. af børneseerne. TV3 har mistet 30 pct. og TvDanmark har mistet 25 pct. (SHN)

Lørdag 12. april 2003
Anders Fogh forsvarer tv-program
Fra både højre og venstre side af folketingssalen er der kritik af statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), skriver Jyllands Posten i dag. Det sker efter at Fogh har godkendt tv-programmet "Fogh bag facaden", som blandt andet afslører forløbet af fortrolige samtaler med den tyske udenrigsminister Joschka Fischer om forholdet til tyrkisk medlemskab af EU. Programmet er lavet af DR og er allere blevet vist på svensk tv. Læs mere

Fredag 11. april 2003
Nyt fredagsshow på DR 1 i aften
DR skal i aften forsøge at fortsætte de fine seertal til 'Stjerne for en aften'. Det sker med et nyt underholdningsprogram, der hedder 'Endelig Fredag' og med Kamilla Bech Holten (billedet) som studievært og radiovært Morten Resen som assistent. Programmet lanceres som "et brag af en firmafest" og i programmet hylder medarbejderne mens cheferne risikerer, at blive sat på plads. En række firmaer deltager og hver gang nomineres den medarbejder, som de synes trænger mest til ferie, og som måske ender gå hjem med aftenens hovedpræmie: den ultimative luksus- og forretningsrejse for to. 'Endelig Fredag' sendes seks fredage. (SHN)

Fredag 11. april 2003
DR strammer op på sponsor-politik
Et par konkrete sager i løbet af vinteren betød, at DRs direktion i januar måned besluttede at iværksætte en tilbundsgående undersøgelse af den praktiske udmøntning af de interne retningslinjer om brugen af sponsorer. Denne undersøgelse har vist, at DR på nogle områder er gået for vidt i brugen af sponsorer. Den har også vist, at det ikke er de interne retningslinjer m.v., der er på området, der er noget i vejen med. Vi har bare ikke taget overholdelsen heraf alvorligt nok, skriver DR i en pressemeddelelse. Læs mere

Fredag 11. april 2003
Eurosport opruster i Danmark
Eurosport satser nu for alvor på at blive danskernes foretrukne sportskanal. Cykelrytteren Brian Holm og Leif Mortensen (billede) er blandt spydspidserne i en kampagne, som Eurosport har indledt for styrke sit brand og kapre flere se-ere i Danmark. Samtidig sender kanalen nu 100 pct. på dansk. Læs mere

Fredag 11. april 2003
DR/TV 2 flopshow i Forum
På trods af, at en stribe af Danmarks mest populære kunstnere står på scenen, når danskerne på lørdag skal til lommerne til fordel for ofrene for Irak-krigen, er der rigtigt dårligt gang i billetsalget. B.T. skriver i dag, at kun 1.300 danskere har købt en billet til Forum i København, der kan huse 8.500 siddende koncertgæster. En musikekspert vurderer overfor avisen, at det manglende billetsalg skyldes den store forskel på de optrædende solister. Henrik Byager peger også på, at danskerne har været delt over på midten i forhold til krigen i Irak: "Befolkningen er meget splittet i holdningerne til krigen. Normalt er det »de progressive«, der spytter i kassen til den slags indsamlinger, men fordi showet kan tolkes som en indirekte accept af krigens berettigelse, vil de givetvis blive hjemme". (SHN)

Torsdag 10. april 2003
Konservative vil bevare TV 2 i Odense
"Den tvivl, der er opstået om et privat TV 2’s placering, beror på misforståelser og overfortolkning. Kulturministeren har ganske rigtigt tilkendegivet, at placeringen af TV2 ikke vil blive indskrevet i loven om et privat TV 2. Men det har heller aldrig været meningen. Det skal stå i udbudsmaterialet, og det vil Det Konservative Folkeparti fortsat kræve, at det gør." Det siger den konservative kultur- og medieordfører, Carina Christensen, efter at et Ritzau-telegram i går har rejst tvivl om kulturministerens holdning til placeringen af et privat TV 2. (SHN)

Onsdag 9. april 2003
Irak: Vrede over USA angreb, der koster tre journalister livet
Tre journalister er blevet dræbt i Bagdad i forbindelse med USAs krig mod Irak, oplyser MediaGuardian. En kameramand fra Reuter og spansk kameramand fra Tele 5 blev begge dræbt, da en amerikansk kampvogn skød en granat direkte mod 15. etage af Palestina Hotel i Bagdad. USA hævder, at kampvognen besvarede beskydninger fra hotellet, men talrige journalister - fra bl.a. BBC og Sky, der bor på Palestine Hotel, siger samstemmende, at det ikke er rigtigt. Tidligere er en kameramand fra al-Jazeera blevet dræbt, da USA affyrede to bomber mod al-Jazeera's kontor i Bagdad. Amerikanske styrker har også åbnet ild kontorerne for Abu Dhabi TV. Journalister betegner USAs angreb som krigsforbrydelser. Læs mere

Tirsdag 8. april 2003
Brian Mikkelsen vil ikke tvinge privat TV 2 til at blive i Odense
Kulturminister Brian Mikkelsen vil ikke garantere, at et privat TV 2 fortsat skal være placeret i Odense. Det fremgår af en skrivelse, som den konservative minister har sendt til Odenses borgmester, Anker Boye (S). Mikkelsen mener iflg. Ritzau, at det vil være et ganske væsentligt indgreb i en kommende ejers manøvrefrihed. Boye frygter, at det vil få alvorlige konsekvenser for den nationale mangfoldighed og alsidighed, hvis TV 2 flyttes til København. (SHN)

Tirsdag 8. april 2003
USA: Vil starte ny arabisksproget tv-kanal
USA har besluttet at oprette en ny arabisksproget tv-kanal, der især skal sende til Mellemøsten, oplyser Waveguide. Den nye tv-station skal iflg. en talsmand for The Committee of the US Broadcasting Board of Governors promovere og støtte demokratiske idéer gennem en fri strøm af præcise, pålidelige og troværdige nyheder om USA og resten af verden. (SHN)

Tirsdag 8. april 2003
Irak: USA bomber al-Jazeera kontor
Et amerikansk missil har tidligt i dag tirsdag ramt tv-stationen al-Jazeera's kontor i Baghdad, oplyser Reutsers. Tv-stationen oplyser at Tarek Ayoub, der arbejdere som kameramand og reporter for stationen, blev dræbt ved angrebet. En anden al-Jazeera korrespondent blev såret ved angrebet. (SHN)

Tirsdag 8. april 2003
UK: Dømt for svindel i millionær-quiz
Major Charles Ingram, hans kone Diana og lektor Tecwen Whittock blev i går fundet skyldige i at have snydt sig til en hovedgevinsten på 1 mio. pund (godt 10 mio. kr.) i tv-quiz'en 'Who Wants to Be a Millionaire'. Læs mere

[<] 1 2 3 4 5 [>]








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002