Kontakt os






 

TV 2/FYN med ny stil og mere indhold
Onsdag 1. oktober 2003
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Fynboernes regionale tv-station har i dag onsdag skiftet stil. Fremover vil TV 2/FYN på alle hverdage sende friske middagsnyheder, og samtidig har både tv-studiet, grafikken og hjemmesiden fået nyt udseende og design.
Det nyindrettede tv-studie på Olfert Fischers Vej i Odense bryder radikalt med de forskellige udtryk TV2/FYNs studier har haft de seneste 15 år. Studiet er lyst, åbent og moderne og vil som noget nyt matche farverne i forhold til årstidernes skifte, oplyser tv-stationen på dets hjemmeside.

Det er scenograf Stefen Bräuner, der står for den nye scenografi. Han har tidligere bl.a. skabt TV 2/Nyhedernes studie.

"TV 2/FYN har trængt til at få skabt et større rum. Et studie er jo noget uvirkeligt noget, men jeg har forsøgt at skabe et indbydende og harmonisk rum, som de fynske seere forhåbentlig vil synes er flot og lækkert", fortæller Stefan Bräuner.

Udover hovedudsendelsen kl. 19.30 vil også de nye middagsnyheder blive afviklet fra det nye studie.

De to andre nyhedsudsendelser klokken 18.10 og 22.20 vil derimod blive sendt direkte fra redaktionlokalet i tv-huset.

"Udsendelserne 18.10 og 22.20 er korte nyhedsoversigter, og indeholder ikke længere magasin-programmer. Derfor finder vi det rigtigt at sende dem direkte fra redaktionen", siger nyhedschef Jørgen Møllekær.

De to studier, der bruges fremover, er begge bygget op efter samme ide. Et fællestræk er de "persienner", som seerne fremover kan se i baggrunden. I virkeligheden er det massive stykker træ af amerikansk ask, der er sømmet sammen under hinanden.

De nye rammer skal blandt andet bruges til det nye tiltag: en aktuel regional nyhedsoversigt.

"Folks tv-vaner ændrer sig hele tiden, og der er en ikke uanselig andel fynboer, der pga. skiftende arbejdstider eller fordi de er på efterløn/pension, er hjemme ved middagstid," siger nyhedschef Jørgen Møllekær.

Umiddelbart efter middagsnyhederne genudsender tv-stationen de vigtigste og sjoveste indslag fra aftenen før.

Også hjemmesiden tv2fyn.dk har skiftet design. Bl.a.bliver det nu muligt at se TV 2/FYNs udsendelser direkte på tv2fyn.dk.

- - -

Foto: Studievært Kirsten Mikkolinius i det nye studie









Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002